Kort


Vis Sommer 2010 på et større kort

torsdag den 22. juli 2010

Dag 5: Fåborg

Dagen i går startede  ellers godt, med smoothies og iskaffe i gågaden i Svendborg, men tog derefter en lidt mere dramatisk drejning. Mens Tine og Frida var inde i en tøjbutik, ventede Selma og jeg udenfor. Selma løb og legede rundt om nogle tøjstativer, og pludseligt snublede hun over et stativ og stod direkte på hovedet ned i brostenene med et ordenligt smæld. En hurtig inspektion afslørede en knækket tand, og derefter gik den store jagt på en tandlæge. Nu er Svendborg heldigvis kendt for at have rekord mange tandlæger, og en Google søgning fandt da også mindst ti klinikker i nærområdet. Efter en del telefonopkald viste det sig imidlertid at de alle havde planlagt sommerferie samtidigt, og alle henviste til tandlægevagten. Vi ringede videre dertil, men de havde også sommerferielukket. Næste bud var skadestuen, kun 10 minutter væk. Et stort skilt med "lægevagt" bød os velkommen, men dørtelefonen kunne ikke overraskende oplyse, at han var på ferie. Inde på selve skadestuen var der bemanding, men de venlige sygeplejesker måtte desværre melde pas på tandskader. Til gengæld hjalp en af dem os ved at ringe til sin private tandlæge, om viste sig ikke at være på ferie! Dog havde hun ikke tid til os. Hun henviste til en tandlæge i Fåborg, og her kunne tandlægen - der egentligt skulle have været på ferie - godt tage os. Så afsted med taxa og en halv times tid senere fik Selma endeligt en lille fyldning og en lille plastiktrold. Vi fik besked på at det var slut med sut, og at barnet de næste par dage kun måtte spise is (og yoghurt) og at vi skulle komme igen dagen efter til check og evt. tandudtræk. Det tog over en time med bus at komme tilbage til båden igen, så for at slippe for den tur i dag, har vi flyttet hele ekspeditionen til Fåborg. Efter en smuk aftensejltur og hyggelig ankerplads for natten i Fåborg fjord, er vi nu klar til dagens tandlægeudflugt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar