Kort


Vis Sommer 2010 på et større kort

lørdag den 31. juli 2010

Dag 14: Strynø




Efter lige at have set vejret lidt an, og overvejet om vi skulle tage endnu en dag i Marstal, blev vi enige om at komme afsted på trods af regn og kraftig vind. Turen til Strynø var meget kort, og i meget beskyttet farvand, og da vi havde vinden med os, var vindstyrken ikke noget problem. Tvært imod gik det tjept derudaf, selv om vi kun sejlede med ca. halvdelen af forsejlet rullet ud. Da vi ankom til Strynø regnede det så meget at vi blev i båden det meste af eftermiddagen, og spiste pandekager med blåbær og flødeskum. Ført hen på aftenen, da regnen var stilnet af, vovede vi os ud. Vi havde bestilt bord på et lille spisested midt på øen, hvor vi fik rigtig lækker multe (fanget i det lokale farvand naturligvis), 2 x børnemenu og hjemmelavet is til hele banden. Dagen efter gik vi en lang tur ud til en frugtplantage, for at købe nogle flasker af den velsmagende æblemost som børnene havde fået på restauranten dagen før. Det blev en lang gåtur, og desværre var der ingen hjemme på plantagen, men heldigvis var der en lille tag-selv vejsidebod med most og honning som vi stort set tømte. På vej tilbage til havnen fik vi kaffe og kage på "Peters Kabys", inden vi sejlede videre nordpå. Strynø efterlod et rigtigt godt indtryk som et velfungerende lille samfund med børnehave, skole, købmand, café, og restaurant.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar